Pårørende

Hvis du er bekymret for en der står dig nær – en ven, et familiemedlem eller et andet værdifuldt selskab, så har vi flere tilbud og muligheder der kan vise vejen.

At være pårørende og vidne til misbrug

At være pårørende. Mange har prøvet det. Forsøget på at forstå og hjælpe et menneske man holder af, der er landet i et misbrug. Når en ven eller et familiemedlem bliver afhængig eller misbruger, opstår der ofte sorg og magtesløshed, der kan være umulig at sætte ord på.

Som pårørende kan det være svært at erkende, at det menneske man holder af, ikke længere er den samme. Misbruget og afhængigheden har taget over og fået kontrollen.

Hvorfor? – kan man spørge sig selv.  Hvordan kunne det ske? Hvad gjorde jeg galt? Hvad gjorde vi galt? Selvbebrejdelserne kan være mange og tunge, så de kan være invaliderende.

Hvorfor så jeg ikke signalerne? Hvorfor stoppede jeg det ikke? – spørgsmålene hober sig op. Det kan være svært at erkende, at ens eget barn, ens egen ægtefælle eller ens tætteste ven har brug for en hjælp, man ikke selv har været i stand til at give, selv om ønsket har været der.

Kongens Ø har hjulpet pårørende med viden, undervisning, omsorg, forståelse og hjælp til at håndtere den særlige situation.